Når du bruger Betalingsservice til at betale dine regninger, accepterer du de "Generelle regler for debitorer i Betalingsservice" som du kan læse nedenfor.

Du vil undervejs blive bedt om at indtaste dit CPR nummer – Vi beder om dit CPR nummer for at sikre, at det er det samme, som er tilknyttet dit NemID og dermed, at det kun er dig selv, der får adgang til dine personlige informationer og betalingsoplysninger.

Med vores Betalingsservice app  får du adgang til dine helt personlige betalingsoplysninger, og vi anbefaler derfor, at du tager følgende forholdsregler:

  • Du skal huske at lukke app'en, inden du efterlader din telefon, så andre ikke kan få adgang til dine oplysninger.
  • Du må  ikke videregive din adgangskode til andre personer
  • Hvis du overlader eller låner din telefon til andre skal du logge af app'en eller af-installere den. Dette gælder også, når du skifter telefon, hvis du tilbageleverer telefonen eller hvis den sendes til reparation.

 

Generelle regler for debitorer i Betalingsservice
Gældende fra 1. august 2015

1. Hvad er Betalingsservice?
Betalingsservice er en betalingstjeneste, som du kan bruge
til at betale regninger i danske kroner til de kreditorer, der er
tilsluttet systemet. Når du har indgået en betalingsaftale,
kan kreditor iværksætte betaling fra din til kreditors konto.
Betalingsservice er beregnet til periodisk tilbagevendende
betalinger, men kreditor kan også iværksætte engangsbetalinger
eller bruge Betalingsservice til udbetaling af fx
overskydende acontobeløb til dig.

2. Definitioner
2.1 Afvisning
Afvisning af en betaling medfører, at denne ikke gennemføres.
Du kan afvise en kommende betaling, hvis betingelserne
er opfyldt, jf. afsnit 8.


2.2 Bankdag
Bankdage er alle dage, undtagen lørdage, søn- og helligdage,
fredag efter Kristi Himmelfartsdag, grundlovsdag, juleaftensdag
og nytårsaftensdag.


2.3 Betalingsaftale
En betalingsaftale er en aftale mellem dig og kreditor om,
at kreditor må benytte Betalingsservice til at iværksætte
betalinger fra dig. Du kan indgå betalingsaftalen direkte
med kreditor eller med dit pengeinstitut på kreditors vegne.
Indgåelse af betalingsaftaler forudsætter, at du har indgået
en tilslutningsaftale med dit pengeinstitut jf. 2.10.


2.4 Betalingsdag
Betalingsdagen er den dag, hvor beløbet hæves på din konto.
Betalinger bliver kun gennemført på bankdage.

2.5 Betalingsoversigt
Betalingsoversigten er en oversigt, der viser den kommende
måneds betalinger fra din konto. Du får oversigten elektronisk
eller med almindelig post umiddelbart før et månedsskifte.


2.6 Elektronisk betalingsinformation
Elektronisk betalingsinformation er elektronisk levering af
betalingsinformationer, i din netbank og/eller din elektroniske
postkasse. Elektronisk betalingsinformation kan fx
indeholde adviseringstekst fra kreditor og bilag medsendt
som supplement til en betalingsoversigt.


2.7 Elektronisk postkasse
En elektronisk postkasse er et system, som du kan bruge til
at modtage elektronisk betalingsinformation.


2.8 Nets
Nets A/S, CVR-nr. 20 01 61 75, er det selskab, der administrerer
Betalingsservice. Nets er som udbyder af betalingstjenester
underlagt Finanstilsynets tilsyn.


2.9 Tilbageførsel
Tilbageførsel af en betaling medfører, at beløbet tilbageføres
fra kreditors konto til din konto. Du eller dit pengeinstitut
kan anmode om tilbageførsel af en gennemført betaling,
hvis betingelserne er opfyldt, jf. afsnit 8.


2.10 Tilslutningsaftale
En tilslutningsaftale er en aftale mellem dig og dit pengeinstitut
om, at du kan bruge Betalingsservice.

3. Tilmelding til Betalingsservice
3.1 Tilslutningsaftalen
Det er en forudsætning for at bruge Betalingsservice, at du
har indgået en tilslutningsaftale med dit pengeinstitut.
Hvis du ønsker at bruge Betalingsservice, skal du henvende
dig til dit pengeinstitut. Dit pengeinstitut er ikke forpligtet
til at indgå en tilslutningsaftale med dig, men afgør efter en
individuel vurdering, om du må bruge Betalingsservice.
Du kan indgå betalingsaftaler, når du har indgået en tilslutningsaftale
med dit pengeinstitut.
Hvis du ikke har en tilslutningsaftale, har dit pengeinstitut
ret til at tilbageføre eventuelle gennemførte betalinger og
afmelde eventuelle betalingsaftaler i henhold til pkt. 8.3.


3.2 Regler
Når du indgår en tilslutningsaftale, forpligter du dig til at
overholde Generelle regler for debitorer i Betalingsservice.

4. Betalingsaftaler
4.1 Betalingsaftalers virkning
Når du indgår en betalingsaftale, giver du tilladelse til, at
kreditor kan iværksætte overførsel af beløb mellem din og
kreditors konto på den betalingsdag, som kreditor angiver.


4.2 Oprettelse af betalingsaftaler
Du kan oprette betalingsaftaler på én af følgende måder:
• Du kan indgå en betalingsaftale med kreditor, som
indberetter betalingsaftalen til Nets.
• Du kan indgå en betalingsaftale med kreditor via dit
pengeinstitut fx i din netbank.
• Kreditor kan på sin hjemmeside have opsat et link til
en tilmeldingsformular hos Nets, hvor du kan indgå en
betalingsaftale.


4.3 Brug af betalingsaftaler
Når du indgår en ny betalingsaftale, vil den fremgå af betalingsoversigten
som nyoprettet.
Betalinger vil tidligst kunne ske via Betalingsservice, når
betalingsaftalen fremgår af betalingsoversigten. Indtil da,
må du betale til kreditor på anden vis.


4.4 Ændring af kontonummer
Hvis du ønsker at ændre den konto, som en betalingsaftale
er tilknyttet, skal du aftale dette med dit pengeinstitut.

5. Advisering i Betalingsservice
5.1 Betalingsoversigten
Hvis du har betalinger i den kommende måned, vil du modtage
én eller flere betalingsoversigter.
Du modtager som udgangspunkt betalingsoversigten elektronisk.
Der kan være mulighed for at få betalingsoversigten
på papir afhængig af, hvad dit pengeinstitut tilbyder.
Hvis du udelukkende modtager betalingsoversigten elektronisk,
skal du være opmærksom på reglerne om elektronisk
betalingsinformation i afsnit 6.


5.2 Hvornår får du betalingsoversigten?
Hvis du har betalinger den kommende måned, vil Betalingsoversigten
på papir være fremme hos dig inden månedsskiftet,
hvis postgangen er normal.
Modtager du betalingsoversigten elektronisk, vil denne være
tilgængelig for dig i netbanken og/eller din elektroniske postkasse
inden månedsskiftet.


5.3 Betalingsoversigtens indhold
Beløbet, betalingsdagen, kreditors navn samt oplysninger
om betalingen fremgår af betalingsoversigten, så du entydigt
kan identificere betalingen.
Sammen med betalingsoversigten kan du modtage bilag
med yderligere information fra kreditor.


5.4 Betalingsoversigten som faktura
Betalingsoversigten kan erstatte en faktura. Det samme
gælder elektronisk betalingsinformation.


5.5 Kopi af betalingsoversigten på papir
Du kan i dit pengeinstitut bestille en kopi af betalingsoversigten.
Kopien kan udskrives i det år, hvor betalingen er
foretaget og de efterfølgende fem kalenderår.
Du kan få oplyst prisen for kopien i dit pengeinstitut. 

6. Særligt om elektronisk betalingsinformation
6.1. Dine pligter ved elektronisk betalingsinformation
Det er dit ansvar at kontrollere, at du har modtaget elektronisk
betalingsinformation.
Du skal straks kontakte dit pengeinstitut, hvis du ved
månedsskiftet ikke har modtaget en forventet elektronisk
betalingsinformation, eller du har konstateret fejl i dit udstyr,
der forhindrer dig i at modtage betalingsinformationen
elektronisk. Pengeinstituttet vil da sørge for, at betalingsinformationen
bliver fremsendt på ny – enten elektronisk
eller på papir.
Hvis du ikke henvender dig straks, risikerer du at overskride
fristen for at afvise en betaling, jf. pkt. 8.1.
Det er dit ansvar, at dit eget udstyr som fx computer,
programmel og internetopkobling er egnet til at modtage
elektronisk betalingsinformation. Du er også selv ansvarlig,
hvis manglende adgang til informationen skyldes forhold hos
fx dit teleselskab eller din internetudbyder.


6.2 Papirkopi af elektronisk betalingsoversigt
Du kan i dit pengeinstitut bestille en papirkopi af en elektronisk
betalingsoversigt. Kopien kan udskrives i det år, hvor
betalingen er foretaget og de efterfølgende fem kalenderår.
Du kan få oplyst prisen for kopien i dit pengeinstitut.


6.3 Adgang til elektronisk betalingsinformation
Du vil i din netbank og/eller din elektroniske postkasse som
minimum have adgang til elektronisk betalingsinformation i
den måned, hvor betalingen er gennemført, samt i de efterfølgende
13 måneder. Dit pengeinstitut kan oplyse dig om, hvor længe elektronisk
betalingsinformation opbevares i din netbank, mens
udbyderen af den elektroniske postkasse kan oplyse, hvilket
tidsrum, der gælder for denne.
Hvis du har behov for at opbevare elektronisk betalingsinformation
i en længere periode, kan dit pengeinstitut og/eller
udbyderen af din elektroniske postkasse oplyse dig om dine
muligheder for at gemme eller udskrive betalingsinformationen.
De kan også oplyse, hvordan du skal forholde dig, hvis
du skifter pengeinstitut.


7. Gennemførelse af betalinger
7.1 Samtykke til gennemførelse af en betaling
Du giver samtykke til gennemførelse af en betaling, når du
indgår en betalingsaftale med kreditor. Du kan tilbagekalde
samtykket ved at afmelde betalingsaftalen jf. pkt. 10.1 eller
ved at bruge din ret til at afvise eller tilbageføre en betaling i
henhold pkt. 8.1.
Hvis der ikke foreligger en gyldig betalingsaftale, kan du gøre
indsigelse jf. afsnit 9.


7.2 Dækning på din konto
Der skal være dækning på din konto på betalingsdagen. Hvis
der ikke er dækning på kontoen den pågældende dag, er dit
pengeinstitut berettiget til at tilbageføre betalinger, jf. pkt.
8.3.


7.3 Tidspunkt for gennemførelse af betalinger
Beløbet hæves på din konto på den betalingsdag, som kreditor
angiver på betalingsoversigten.


7.4 Fastsættelse af betalingsdag
Kreditor skal angive en betalingsdag, som er i overensstemmelse
med jeres aftale. I skal aftale indbyrdes, hvis kreditor
skal ændre en aftalt betalingsdag.


7.5 Betaling og kvittering
Betaling fra din konto via Betalingsservice anses som betaling
med frigørende virkning for dig.
Du er berettiget til at anse en kontoudskrift, hvoraf betalingen
fremgår, som kvittering for gennemført betaling. Dette
gælder dog ikke, hvis betalingen efterfølgende tilbageføres.
Ønsker du en særskilt kvittering for en betaling, som er gennemført
i løbet af de foregående 15 måneder, kan du bestille
den i dit pengeinstitut.
Du kan få oplyst prisen i dit pengeinstitut. 

7.6 Maksimal gennemførelsestid
Den samlede gennemførelsestid er maksimalt én bankdag.


8. Afvisning og tilbageførsel af betalinger
8.1 Generel afvisnings-/tilbageførselsfrist
Du kan senest den 7. i betalingsmåneden afvise en kommende
betaling eller anmode om tilbageførsel af en gennemført
betaling i den pågældende måned.
Hvis du på betalingsoversigten for den kommende måned
kan se, at der skal ske en betaling fx den 25., kan du senest
afvise betalingen den 7. i betalingsmåneden.
Hvis betalingen allerede er gennemført, vil det overførte
beløb blive tilbageført fra kreditors konto til din konto.
Oplysninger om tilbageførslen vil fremgå af din posteringsoversigt
eller dit kontoudtog.
Afvisningen eller tilbageførslen gælder kun den konkrete betaling
og således ikke for fremtidige betalinger i henhold til
betalingsaftalen. Ønsker du at standse fremtidige betalinger
generelt, skal du afmelde din betalingsaftale, jf. pkt. 10.1.
En betaling kan kun afvises eller tilbageføres i sin helhed.


8.2 Hvordan afviser/tilbagefører du en betaling?
Du skal give dit pengeinstitut meddelelse senest den 7. i
betalingsmåneden, hvis du ønsker at afvise/tilbageføre en
betaling.
Du kan give meddelelsen elektronisk i din netbank, ved brev
til dit pengeinstitut eller på anden vis, hvis du har aftalt
dette med dit pengeinstitut.


8.3 Pengeinstituttets tilbageførsel af betalinger
Dit pengeinstitut kan tilbageføre en gennemført betaling i
følgende situationer:


• Der er ikke dækning på din konto på betalingsdagen, og
betalingen overstiger kr. 1.000,-.
• Du har ikke indgået en tilslutningsaftale med dit pengeinstitut.
• Dit pengeinstitut har hævet tilslutningsaftalen før betalingsdagen.
• Betalingsaftalen er bortfaldet, fordi dit kontoforhold
med pengeinstituttet er ophørt før betalingsdagen.
• Der er fejl ved betalingsdata eller ved behandlingen af
disse.

Dit pengeinstituts anmodning om tilbageførsel skal være
Nets i hænde senest 2 bankdage efter betalingsdagen. Hvis
Nets modtager anmodningen rettidigt, vil Nets sørge for, at
beløbet tilbageføres fra kreditors konto til din konto.
Dit pengeinstitut vil give dig meddelelse om tilbageførslen,
når den er foretaget.


8.4 Udløb af frister
Hvis den dag, hvor en frist for at anmode om afvisning
eller tilbageførsel udløber, ikke er en bankdag, er fristen den
første bankdag herefter.


9. Indsigelser
9.1 Uautoriserede og fejlbehæftede betalinger
En betaling anses for uautoriseret, hvis der ikke foreligger en
gyldig betalingsaftale.
En betaling anses for fejlbehæftet, hvis den ikke er korrekt
registreret og bogført, eller hvis betalingen er ramt af
tekniske svigt eller andre tilsvarende fejl fra Nets’ eller
pengeinstituttets side, fx hvis der er uoverensstemmelse
mellem det adviserede og det bogførte beløb.


9.2 Dine indsigelsesmuligheder
Du kan over for dit pengeinstitut fremsætte indsigelse om,
• at en betaling er fejlbehæftet, eller
• at en betaling er uautoriseret, fordi du ikke har en betalingsaftale
med kreditor om brug af Betalingsservice i
det pågældende skyldforhold.
Hvis du mener, at en gennemført betaling er fejlbehæftet
eller uautoriseret, skal du henvende dig til dit pengeinstitut
snarest muligt efter du er blevet bekendt med fejlen og
senest 13 måneder efter betalingsdagen.
Hvis betalingen er fejlbehæftet eller uautoriseret, vil betalingen
i sin helhed blive tilbageført via dit pengeinstitut. Du vil
blive stillet, som om betalingen ikke var blevet gennemført.


9.3 Udløb af frister
Hvis den dag, hvor fristen for at fremsætte indsigelse
udløber, ikke er en bankdag, er fristen den første bankdag
herefter.


10. Ophør af betalingsaftaler
10.1 Din afmelding af en betalingsaftale
Du kan til enhver tid meddele dit pengeinstitut eller en kreditor,
at du ønsker at afmelde en betalingsaftale.

10.2 Hvornår får din afmelding virkning?
Din afmelding af en betalingsaftale får virkning hurtigst
muligt. En afmelding får dog senest virkning for betalinger,
der skal finde sted 3 bankdage efter, at Nets har modtaget
din afmelding fra dit pengeinstitut eller fra kreditor.


10.3 Bortfald af betalingsaftaler ved manglende brug
En betalingsaftale kan bortfalde, hvis betalingsaftalen ikke
har været brugt inden for en periode på 15 måneder. Hvis en
betalingsaftale bortfalder, vil du få meddelelse om dette på
betalingsoversigten.


10.4 Bortfald ved ophør af tilslutningsaftale
Hvis din tilslutningsaftale med pengeinstituttet ophører
jf. pkt. 12.2, bortfalder alle betalingsaftaler tilmeldt under
tilslutningsaftalen.


10.5 Hvis kreditor stopper med at bruge Betalingsservice
Hvis kreditor ikke længere vil bruge Betalingsservice, bortfalder
din betalingsaftale med kreditor automatisk.
10.6 Konsekvens af afmelding eller bortfald
Når en betalingsaftale er afmeldt eller bortfaldet, kan
kreditor ikke længere iværksætte betalinger fra din konto.
Eventuelle betalinger, der er adviseret, men endnu ikke gennemført,
vil ikke blive gennemført.
Ophørte betalingsaftaler vil fremgå af betalingsoversigten.


11. Din opsigelse af tilslutningsaftalen
11.1 Ingen frist for din opsigelse
Du kan til enhver tid skriftligt opsige din tilslutningsaftale
over for dit pengeinstitut.


11.2 Konsekvens af din opsigelse
Hvis du opsiger tilslutningsaftalen, bortfalder alle betalingsaftaler,
der er tilmeldt under denne. Det betyder, at kreditor
fremover ikke kan bruge Betalingsservice til at opkræve
betalinger fra dig.
Selvom betalinger fremgår af betalingsoversigten, vil disse
ikke blive gennemført, hvis betalingsdagen ligger senere end
tidspunktet for tilslutningsaftalens ophør.


11.3 Hvornår får din opsigelse virkning?
Din opsigelse af tilslutningsaftalen får virkning hurtigst muligt,
dog senest for betalinger, der skal finde sted 3 bankdage
efter, at dit pengeinstitut har modtaget opsigelsen.

12. Pengeinstituttets opsigelse/ ophævelse af tilslutningsaftalen
12.1 Pengeinstituttets varsling af ophør
Dit pengeinstitut kan opsige din tilslutningsaftale skriftligt
med mindst 2 måneders varsel.
Dit pengeinstitut kan endvidere hæve tilslutningsaftalen
uden varsel, hvis du væsentlig misligholder dit aftaleforhold
til pengeinstituttet. Du vil i så fald modtage en skriftlig,
begrundet meddelelse om dette fra dit pengeinstitut. Det
gælder fx, hvis der gentagne gange ikke har været dækning
på din konto, jf. pkt. 7.2.


12.2 Konsekvens af tilslutningsaftalens ophør
Hvis din tilslutningsaftale med pengeinstituttet ophører,
bortfalder de betalingsaftaler, der er tilmeldt under tilslutningsaftalen.
Det betyder, at du fremover ikke kan bruge
Betalingsservice til at betale dine kreditorer.


13. Hvis pengeinstituttet ikke kan opfylde sine forpligtelser
Hvis en betaling i Betalingsservice ikke gennemføres på
grund af, at dit pengeinstitut standser sine betalinger eller
går konkurs, kan kreditor opkræve beløbet hos dig på anden
vis.
Kreditor kan i denne situation ikke gøre misligholdelsesbeføjelser
gældende over for dig som følge af, at betalingen ikke
er blevet gennemført, hvis du betaler inden for den nye frist,
kreditor har fastsat.


14. Pengeinstituttets erstatningsansvar
Dit pengeinstitut er erstatningsansvarligt, hvis det på grund
af fejl eller forsømmelser opfylder aftalte forpligtelser for
sent eller mangelfuldt.
Selv på de områder, hvor der gælder et strengere ansvar, er
pengeinstituttet ikke ansvarlig for tab, som skyldes
• nedbrud i/manglende adgang til it-systemer eller beskadigelser
af data i disse systemer, der kan henføres til
nedennævnte begivenheder, uanset om det er pengeinstituttet
selv eller en ekstern leverandør, der står for
driften af systemerne,
• svigt i pengeinstituttets strømforsyning eller telekommunikation,
lovindgreb eller forvaltningsakter, naturkatastrofer,
krig, oprør, borgerlige uroligheder, sabotage,
terror eller hærværk (herunder computervirus og –hacking), strejke,

lockout, boykot eller blokade, uanset om
konflikten er rettet mod eller iværksat af pengeinstituttet
selv eller dens organisation, og uanset konfliktens
årsag. Det gælder også, når konflikten kun rammer dele
af pengeinstituttet, eller
• andre omstændigheder, som er uden for pengeinstituttets
kontrol.
Pengeinstituttets ansvarsfrihed gælder ikke, hvis
• pengeinstituttet burde have forudset det forhold, som
er årsag til tabet, da aftalen blev indgået eller burde
have undgået eller overvundet årsagen til tabet, eller
• lovgivningen under alle omstændigheder gør pengeinstituttet
ansvarlig for det forhold, som er årsag til tabet.


15. Priser
Du skal henvende dig i dit pengeinstitut, hvis du ønsker at få
oplyst eventuelle priser i tilknytning til Betalingsservice.


16. Ændring af reglerne
16.1 Varsling af ændringer
Ændringer af disse regler, der er til ugunst for dig, kan ske
med 2 måneders varsel. Øvrige ændringer kan ske uden forudgående
varsel. Du vil få besked om ændringer fx pr. e-mail,
brevpost eller i din netbank.


16.2 Godkendelse af ændringer
Du anses for at have godkendt varslede ændringer, medmindre
du meddeler dit pengeinstitut, at du ikke ønsker at
være bundet af de nye vilkår. I så fald anses du for at have
opsagt tilslutningsaftalen senest med virkning fra det tidspunkt,
hvor ændringerne træder i kraft.


17. Lovvalg, værneting og tvister
Disse regler er undergivet dansk ret.
Tvister kan indbringes for Pengeinstitutankenævnet samt
for de ordinære domstole med dit pengeinstituts hjemting
som værneting.
Hvis tvisten vedrører Nets’ udøvelse af virksomhed som
betalingstjenesteudbyder, kan sagen indbringes for Finanstilsynet.


18. Sprog
Disse Generelle regler for debitorer i Betalingsservice er
skrevet på dansk, og kommunikationen med dig vil foregå
på dansk.